PETERSLYST - GÅRDENS HISTORIE OG FREMTID

Vi overtog Peterslyst i forsommeren 2013, med en plan om at gården skulle huse den gårdbutik vi har drømt om at åbne i mange år. Vores plan har fra starten været at dyrke og sælge grønsager af god kvalitet, direkte fra gården.

Oprindeligt havde Peterslyst både køer og søer og dyrkede jorder. En lille del af jorden er tidligere grusgrav og derfor ikke dyrkbar, men ligger nu som et skønt naturområde med et rigt dyreliv.

Tanken bag vores gårdbutik er, at vi gerne vil være med til at øge udbuddet af lokale grøntsager. Vi vil gerne levere så friske varer som muligt, direkte fra marken og uden mellemforhandlere.

NYE BYGNINGER

Det stod hurtigt klart, efter overtagelsen, at de eksisterende bygninger ikke ville kunne bruges. Gården er bygget i 1880, og flere af bygningerne var efterhånden i forfald. Renoveringen ville blive for omfattende. Vi besluttede derfor at bygge et stort maskinhus, der selvfølgelig skal bruges til maskiner, men også til pakning af grøntsager og til at huse vores gårdbutik.

Næste trin er at færdiggøre vores nye stuehus, som vi håber er klar til indflytning i slutningen af 2015.

OLDTIDSBORGEN TRÆLBORG

At gården har den perfekte beliggenhed ved vi, men at stedet har været beboet så længe havde vi ikke regnet med. I Tidsskriftet SKALK bliver Peterslyst omtalt i en artikel med titlen "Et slot ved navn Trælborg". Af artiklen fremgår det bla. at borgen omtales i en præsteindberetning i 1623: "På Ingerslev mark har der været et slot ved navn Trælborg".

Der er ikke længere spor efter hverken borg eller slot, jorden har været dyrket i flere generationer tilbage, men det er bestemt charmerende at vi nu næsten kan omtale gården som et slot.

X